Vi afprøvede i begyndelsen af maj et nyt koncept, udtænkt af vores nye bestyrelsesmedlem Johanna. Det gik ud på at prøve at samle folk i Gråsten og omegn til en uforpligtende sammenkomst, uden entré eller tilmelding, bare for at møde hinanden. Det gik rigtig godt, og bestyrelsen besluttede at fortsætte med initiativet, foreløbig en gang i hver af sommermånederne.
Første fredagsbar løber af stablen fredag den 19.6. fra kl. 17-19 i Café Hyggelee i Ahlmannsparken. Man kan kalde det en Musikbar.
Claus Brink Christensen, som er kendt fra bl.a. gruppen ViseVersa, har guitaren med og inviterer os fra kl 18 med på en musikalsk rejse.
Rejsen tager afsæt i de danske sange, hvor eksempelvis Lars Lilholt, Alberte, Poul Krebs, Kim Larsen og Benny Andersen banker på, men musikkens vinger henter også krydderi fra blandt andre Pete Seeger, Blackmore Knights, Leonard Cohen, John Denver, Beatles,
Derudover har Claus gennem de seneste 30 år spillet irsk/skotsk musik – så mon ikke at dette også kommer til at afspejle sig denne aften.
Vel mødt til en lille time med musik og sang.
Udover musikken er der mulighed for at købe gode snitter til gode priser samt selvfølgelig drikkevarer hos Café Hyggelee. Alt efter vejret afholdes fredagsbaren på terrassen eller inde i cafeen.
Adressen er som altid Ahlefeldvej 4 i Gråsten.
De næste to fredagsbarer afholdes henholdsvis fredag d. 24. juli kl 17-19, hvor temaet er smagsprøver af italienske vine fra en lokal importør, med italienske antipasti til salg i cafeen, og fredag d. 14. august fra kl. 17-19, hvor man kan quizze mod og med hinanden. Mere information følger.
HUSK: Det er uden entré eller tilmelding, man dukker bare op og bliver, så længe man har lyst.
Mange hilsner, på bestyrelsens vegne, Hanne Næsborg.