Foredraget d. 24.3. kl 19 med formanden for Naturmælk Jens Krogh har vi desværre været nødt til at aflyse. Vi beklager meget. De, der har købt billet, får deres penge retur.
Ligeledes er vi nødt til at fortælle, at arrangementet forskningens døgn, som var annonceret i vores folder til at finde sted i perioden d. 22.-27. april, desværre bliver uden hverken os eller biblioteket i Gråsten. Forskerne har været meget lang tid om at reagere på forespørgsler, og hvis de svarede, var svarene negative. Åbenbart er det ikke så interessant at rejse til Gråsten. Det er rigtig træls.
Til gengæld er der stor interesse om dokumentarfilmen “Hærvejen”, som vises i BHJ-salen d. 27. marts kl 16, med introduktion af guide Heddie Hornstrup fra Schackenborg. Filmen handler om prins Joachim og Steffen Jakobsens vandring på hærvejen og deres samtaler undervejs. Der er gratis adgang, men hvis du vil være sikker på en plads, så løs billet på hjemmesiden https://www.kulturigraasten.dk/arrangement/dokumentarfilm-om-haervejen-med-prins-joachim-og-steffen-jakobsen/
Og i april kan I virkelig glæde jer til duoen “Forglemmigej”, som kommer til BHJ-salen d. 28. april kl. 19, hvor de spiller og synger for os, og hvor I også kan synge med. Det er nemlig en blanding af koncert og fællessang. Det bliver ikke kedeligt. Billetter kan allerede nu købes på hjemmesiden https://www.kulturigraasten.dk/arrangement/koncert-med-faellessang-med-duoen-forglemmigej/
Så alt er ikke trist, og solen skinner i denne uge.
Mange hilsner, på bestyrelsens vegne. Hanne Næsborg, formand.